Så nåede vi til det der må være højdepunktet på den danske mtb-scene – DM. Og lad mig sige det med det samme. Jeg er super glad og tilfreds med min 5. plads. Med den optakt der har været, kunne det ikke gøres bedre.
Jeg havde en fantastisk tur. Turen var en ”drenge-tur” med min 10 årige dreng. Så vi fik kørt masser i bil, snakket, boet på hotel, spist sushi, trænet på rute, kørt løb, og inkasseret en 5. plads i den ypperste klasse, herre elite.
Når man har sønnike med på sidelinjen, kan man KUN gøre sit bedte – ellers er det spild af tid. Så på den måde var alt jo perfekt.
43 år, arbejde, børn, husprojekter, skader osv.
Så er det jo viiildt imponerende… eller er det? For det burde måske nok ikke være sådan. Fysiologi, tid og fokus BURDE sætte en begrænsning. Man BURDE ikke være blandt de bedste i min alder. Forstå mig ret, jeg er både glad og lidt stolt. Men der er noget galt.
Før sæsonstart meldte jeg mig ind i DMK, som har ydet en virkelig god support ved løbene. DM var ingen undtagelse, og jeg havde en fantastisk langer i Markus Heuer, som udover at have styr på flaskerne, også havde styr på min guldklump Mads. Markus er en super fyr. (Hvis du vender tilbage på sporet har du en stor fan i Mads).
Og lige præcis det, bliver overgangen til resten af dette indlæg. For selvom jeg var glad for Markus i feedzonen, havde jeg hellere set ham på sporet. Markus manglede, mange manglede.
Der er noget galt.
Hvordan kan det være at DM-arrangementerne bliver mindre og mindre? I en tid hvor bredden i mtb sporten aldrig har været større. Der har aldrig være flere spor, aldrig har der været mere talentarbejde, og aldrig har der været mere fokus på sundhed end nu.
Ja så kan det undre at vi er SÅ få ryttere til start.
Så få, at selvom 3 klasser blev slået sammen, så så det bare ikke rigtig prangende ud. Samtidig bliver dynamikken i løbet mega mærkelig. Hvem skal man egentlig rykke efter? skal man give plads til dem fra andre klasser, og hvad hvis det går ud over ens egne muligheder?
Tanker der ikke burde tænkes midt under et løb. Og når så nogle kører en kortere distance end andre, og falder fra undervejs, ja så bliver det sgu lidt mærkeligt. Synd til et mesterskab hvis du spørger mig.
Så jeg syntes der bør kigges på hvad grunden er til, at så få eliteryttere finder til start? (det samme gør sig gældende i mtb-sportens spydspids, liga-løbene).
Der er ingen tilbud til ryttere i segmentet mellem landshold og klubber.
Er man over U23 klassen, og ikke en del af landshold, og for gammel til talentsamlingerne, er der ingen små teams man kan køre sig på.
Før I tiden var der hold som Team Xerox partner hvor jeg selv kørte, Team Den Blå Kurér hvor Peter Riis og Thomas Bonne kørte, Team T-Bikes med Benjamin, Team Rivette osv, hvor rytterne kunne udvikles, køre løb og promoveres.
Teamsne lukkede ned efterhånden som de økonomiske krav, samt andre krav fra DCU slet ikke stod mål med sponsorindtægter samt eksponering. Teamsne bidrog også med race-optakter og nedtakter, som gjorde det muligt for interesserede rent faktisk at følge sporten. I dag består dækningen kun af en resultatformidling af top 3, samt muligvis en udtalelse fra vinderen. Der er SÅ mange gode historier og vinkler der kan fortælles. Den rolle havde teamsne også.
Landsholdet – en lukket fest?
Landsholdet fremstår som en lukket fest, der ikke fungerer som et sted hvor man kan køre sig af- og på holdet efterhånden som man præsterer. Det virker lidt som en ”os-mod-dem”.
Det virker forkert at landholdet stiller til start som hold i danske løb, som burde være de løb der fungerer som udtagelses/iagtagelsesløb. Jeg tænker ikke at det er super motiverende for dem som står udenfor.
Når rytterne svigter arrangementerne, så bliver arrangementerne også gradvis mindre. Samtidig tror jeg at man ikke ligger ruterne bynært, eller bare i nærheden af noget der minder om faciliteter, selvom det er på bekostning af ruten. Der er simpelthen ikke noget setup rundt om selve konkurrencen, hvilket i min optik skader eksponeringen og interessen for arrangementet.
Ovenstående gælder jo ikke kun dm, det er lidt det generelle billede, og er ikke det fuldstændige billede, og med alle aspekter.
Det er min holdning, og man har lov til at være uenig. Vi kan dog ikke være uenige om at eliteklassen er skrumpet gevaldigt. Jeg tror det er et resultat af, at unge mennesker på et tidspunkt begynder at reflektere lidt. Energien, umagen, afsavnene og pengene der skal ligges i det, står simpelthen ikke mål med det der kommer ud af det i den anden ende. Der er ikke meget ”fame” i at blive nr. 11 i den danske A-klasse, selvom niveauet er godt. Derfor vil studie, arbejde, og alt muligt andet overtage interessen. Forståeligt nok. Man skal være nogenlunde ligeså tosset som mig, for at blive ved med at ”slå sig selv over nallerne med en hammer” kun for fornøjelsens skyld.
Anerkendelse af en 10. plads
Hvis der var bare lidt mere anerkendelse og fame i at være en del A-klassen, køre race om plads 10-25, måske på et team der kom lidt ud i verden, så tror jeg billedet ville se anderledes ud, og niveauet ville stige. Man skal heller ikke underkende at DCU/UCI løbene har fået gevaldig konkurrence fra både DGI, gravelcups og generelt løb hvor man ikke skal være en del af en klub, betale licens osv, inden man overhovedet kan komme ud at køre.
Det er mange ting, og det er ikke fordi jeg sidder inde med alle løsningerne. Måske har jeg idéer til nogle af dem. Kampen omkring teams prøvede jeg at tage for 5-10 år siden, og tabte. Teamsne er i dag hvor jeg frygtede de ville ende – som ikke eksisterende.
Jeg har været med siden 1994, og har set sporten blomstre, og nu afblomstre, på trods af at der bliver sået SÅ meget. Kunne man bringe lidt sol til sporten? Og se tingene fortsætte sin udvikling?
